Så er vi klar til hornfiskefestivalen 2018

Hornfiskefestivalen flyttede sidste år til de smukke kyster i Kalundborg Kommune. Her danner Den Nye Havnepark på Kalundborg Havn igen det autentiske udgangspunkt for festivalen.

Hornfisken er særdeles underholdende og nem at fange. Den giver samtidigt en rigtig god fight. Det gør hornfisken til et ideelt bytte for alle aldre. Kort sagt lægger hornfisken op til et rigtigt folkeligt fiskeri – uanset om man er øvet eller nybegynder.

Kom derfor forbi Hornfiskefestivalen d. 12.-13. maj og se, om det er dig, der løber med én af de flotte præmier for den længste hornfisk, til Danmarks måske største hornfiskekonkurrence.

Under Hornfiskefestivalen kåres den længste hornfisk i fire klasser, hvor der er flotte præmier fra Abu Garcia til alle vinderne. Der dystes i kategorierne; børn (0-11 år). juniorere (12-17 år). voksne (over 18 år). Som noget nyt i år også en bådkategori (alle aldre). Der er med andre ord mulighed for at alle kan være med.

Samme sted som sidste år

Basen for Hornfiskefestivalen er Den Nye Havnepark på havnen i Kalundborg. Ved både Havneparken og Gisseløretangen kommer der til at foregå en række aktiviteter i løbet af weekenden. Eksempelvis vil der være instruktører til stede, der meget gerne vil undervise unge som ældre, med interesse i at prøve kræfter med denne stærke fisk. De kan således hjælpe dig med at lande din allerførste hornfisk. Kommunens naturvejleder stiller også op på pladsen og laver krible-krable-aktiviteter for de mindste. Endeligt vil Nikolaj Kirk (bl.a. kendt fra Nak og Æd på DR) og Mikkel Marbjerg tilberede hornfisk og byde på smagsprøver om søndagen.

Hornfiskefestivalen har sin egen Facebook-side, som vi opdaterer henover weekenden. Her kan man løbende følge med i, hvor store fiskene skal være, for at komme i betragtning til præmierne, og derved undgå at tage flere fisk med hjem end man kan spise. Hele weekendens program kan ses her.

Ideen med Hornfiskefestivalen er at skabe fokus på det gode fiskeri, der findes langs Kalundborg Kommunes kyster. Arrangørerne bag Hornfiskefestivalen er; Gørlev Sportsfiskerforening, Høng Sportsfiskerforening, Kalundborg Sportsfiskerforening, Kalundborg Kommune og Fishing Zealand. Arrangørerne er rigtig glade for at kunne gentage denne begivenhed og håber på, at Hornfiskefestivalen netop kan sætte mere fokus på de skønne kyster og de mange gode fiskemuligheder.

Herunder kan du se eller gense klippet fra TV ØST, som besøgte Hornfiskefestivalen 2017 i Kalundborg, hvor de blandt andet interviewede Mads Sørensen, som vandt i voksenkategorien med den største hornfisk på 74 cm.

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar her
Venligst intast dit navn her